Advokatfuldmægtige og erhvervsjuridiske fuldmægtige til februar 2025

Vil du lære af de bedste gennem et fagligt og socialt fællesskab, hvor team kommer før ego? Så har du chancen nu. Vi søger advokatfuldmægtige og erhvervsjuridiske fuldmægtige til vores tre fokusområder, M&A, Fast ejendom og Proces med opstart i februar 2025. Under vores tre fokusområder findes også følgende fagområder: Arbejds- og ansættelsesret, IT og medier, Databeskyttelse – GDPR, Bank og finans, Rekonstruktion og insolvens, Entreprise og Konkurrence og EU.

Din udvikling er vores førsteprioritet 
Som advokatfuldmægtig og erhvervsjuridisk fuldmægtig får du den ideelle grobund for at udvikle dig både fagligt og personligt. Du kommer til at løse spændende og komplekse opgaver og deltager løbende i vores målrettede uddannelsesprogram. Din fuldmægtiguddannelse er baseret på tætte samarbejdsrelationer med erfarne advokater og partnere – for vi mener ikke, at et talent kan stå alene, men at det derimod skal udvikles sammen med andre.

Jobbet
I M&A rådgiver du om komplekse offentlige og private transaktioner og private equity-finansierede handler, mens du i Fast ejendom rådgiver om nationale og internationale ejendomstransaktioner, finansiering, ejendomsudvikling, asset management, erhvervslejeret, boliglejeret og projektsalg. I Proces bliver du involveret i komplicerede rets- og voldgiftssager samt undersøgelser af forskellig art fra start til slut. I Entreprise arbejder du indgående med voldgiftssager og vil blandt andet få ansvar for syn og skøn, sagkyndigvurdering, processkrifter, kontraktindgåelser på større projekter, udarbejdelse af bilag og dokumenter samt ad hoc-rådgivning af bygherrer og entreprenører. Læs mere om M&A, Fast ejendom, Proces og vores andre strategiske specialer på vores hjemmeside.

”Jeg havde en virkelig god start på min tid som fuldmægtig. Det bedste ved introugen var, at vi nye fuldmægtige blev rystet sammen socialt på tværs af afdelinger. Det gør, at jeg den dag i dag har flere kontaktflader rundt om i huset og føler mig rigtig godt integreret, hvilket er en fordel, når vi samarbejder på tværs af afdelinger. Og så bruger jeg stadig mange af de ting, vi lærte på de faglige oplæg, fx kommakursus, præsentationsteknik og notatskrivning. Når man starter som ny fuldmægtig, tænker man meget over, om man nu er dygtig nok og kan leve op til forventningerne. Mit bedste råd er, at man skal tænke på fuldmægtigperioden som den praktiske del af ens uddannelse, hvor man kommer med alle de teoretiske værktøjer, som man har lært på studiet, og som man nu skal lære at bruge i praksis. Der er mange ting, som man ikke lærer på studiet, og meget, som man ikke kan læse sig frem til, men man oplever en stejl læringskurve i starten, hvor der er rig mulighed for at sparre med sin mentor, tutor og andre kolleger” fortæller erhvervsjuridisk fuldmægtig i M&A, Lærke Sjøbeck Svendsen.

Om dig
Vi forestiller os, at:

  • du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur.
  • du er interesseret i komplekse juridiske problemstillinger
  • du ønsker at forbedre din forretningsmæssige forståelse
  • du ønsker at være en del af et godt socialt fællesskab
  • du behersker dansk og engelsk på et højt niveau
  • du er detaljeorienteret, struktureret og kvalitetsbevidst

Vi tilbyder
Vi er store nok til at tiltrække de store komplekse sager, men små nok til, at alle kender alle. Det betyder, at vi i vores dagligdag har en uformel omgangstone og kommer hinanden ved både fagligt og socialt. Vi har stor respekt for, at vi som individer er forskellige, og at karriere ikke kun handler om dygtiggørelse, specialisering og det næste skridt på karrierestigen. For os handler det også om at skabe et arbejdsliv, som harmonerer med alt det andet, livet også byder på. Vi tilbyder derfor fleksible arbejdsvilkår, som tager højde for dine individuelle behov. Derudover prioriterer vi det sociale sammenhold og støtter op om en sund livsstil gennem en række sociale aktiviteter og events på tværs af forretningen.

Ansøg hurtigst muligt
Søg stillingen nedenfor, og vedhæft ansøgning, CV og karakterbeviser. Angiv gerne i din ansøgning, hvilket fokusområde du er interesseret i. Vi vurderer ansøgninger og kalder til samtaler løbende, så send din ansøgning hurtigst muligt. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR Business Partner Rune Gjetting på telefon 31 40 97 25. Vil du lære os bedre at kende, kan du følge os på LinkedIn og læse mere om os her.

For at sikre en objektiv rekrutteringsproces bedes du undlade at tilføje et billede til dit CV. Vi ønsker en inkluderende rekrutteringsproces, hvor alle vores ansøgere har lige muligheder.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Rune Gjetting HR Business partner +4531409725
Afdeling: HR

© Bruun & Hjejle Advokatpartnerselskab - Nørregade 21 - 1165 København K - T +45 33 34 50 00 - CVR 37 97 51 92