Forretningsudviklingskonsulent

Kan du lede tværgående projekter uden at miste overblikket? Og vil du være med til at lave kommercielle markedsanalyser og arbejde med forretningsudviklingsinitiativer på tværs af vores forretningsområder? Så er det dig, vi mangler, som vores nye forretningsudviklingskonsulent hos Bruun & Hjejle.

Jobbet 
Som forretningsudviklingskonsulent har du et blik for udvikling af klienter og nye forretningsområder. Du indgår i et mindre team, der består af dig og to forretningsudviklingskonsulenter. Du refererer til vores chef for HR, kommunikation og forretningsudvikling, og du får en bred kontaktflade til forretningen gennem dit tætte samarbejde med vores juridiske afdelinger og Business Support. Du får stort ansvar med mulighed for indflydelse på stillingen og dine opgaver favner bredt. 

Du bliver bl.a. ansvarlig for, at:

  • optimere vores kommercielle tilbud og identificere nye forretningsmuligheder 
  • undersøge trends og tendenser i nuværende og eksisterende markeder
  • optimere og lede udbudsprocesser i forbindelse med tilbud til store klienter
  • facilitere, planlægge og lede diverse projekter på tværs af organisationen
  • skabe struktur og overblik samt formidle indhold og deadlines til interessenter på projekter

”Forretningsudvikling er et lille tætknyttet team af kolleger med forskellige specialiseringer. Vi løser de fleste opgaver selvstændigt, men vi taler meget sammen og sparrer med hinanden. Vi har et rigtig godt sammenhold – både i teamet og i den afdeling, vi indgår i. Som forretningsudviklingskonsulent sidder man med en bred vifte af opgaver og har et stort og vigtigt ansvar for, at Bruun & Hjejle bliver ved med at være kompetent og relevant i et foranderligt marked. I vores afdeling får vi selv mulighed for at have indflydelse på, hvilke arbejdsområder vi beskæftiger os med alt efter, hvad man synes er spændende og har lyst til at dygtiggøre sig inden for” fortæller Nina Skak Rasmussen, der er forretningsudviklingskonsulent hos Bruun & Hjejle.

Om dig
Vi forestiller os, at:

  • du har en længere videregående uddannelse, fx cand.polit., cand.scient.pol., cand.merc. eller lignende
  • du har 1-2 års erfaring med at planlægge, koordinere og lede forretningsudviklingsprojekter
  • det kan være en fordel at have erfaring fra et konsulenthus eller en forretningsudviklingsafdeling i en større organisation
  • du balancerer at være analytisk funderet med en kommerciel tankegang og formidlingsevne
  • du behersker dansk og engelsk på et højt niveau både på skrift og i tale.

Vi tilbyder
Du bliver en del af et anerkendt advokatfirma beliggende centralt i København, hvor faglig stolthed er i højsædet, og samarbejde en naturlighed. Vi har en uformel omgangstone og kommer hinanden ved både fagligt og socialt. Alle gør deres bedste for at understøtte forretningen, så vi kan opretholde vores position som et førende advokatfirma. Du vil hurtigt få en stejl læringskurve, og der er mulighed for, at du kan udvikle dig i stillingen og få større ansvar, hvis du ønsker det. Vi har stor respekt for, at vi hver især er forskellige, og tager derfor hensyn til dine individuelle behov, så der skabes balance mellem arbejde og privatliv. Derudover tilbyder vi favorable medarbejdergoder, såsom en kantineordning i særklasse, massageordning og gode rabataftaler. Vi styrker samtidig det sociale sammenhold og støtter op om en sund livsstil gennem en række sociale aktiviteter og events på tværs af forretningen. 

Ansøg hurtigst muligt 

Søg stillingen nedenfor og vedhæft ansøgning, CV og karakterbeviser. Vi vurderer ansøgninger og kalder til samtaler løbende, så send din ansøgning hurtigst muligt. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR business partner, Rune Gjetting, på telefon 31 40 97 25. Vil du lære os bedre at kende, kan du følge os på LinkedIn og læse mere om os her.

For at sikre en objektiv rekrutteringsproces bedes du undlade at tilføje et billede til dit CV. Vi ønsker en inkluderende rekrutteringsproces, hvor alle vores ansøgere har lige muligheder.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Rune Gjetting HR Business partner +4531409725
Afdeling: HR

© Bruun & Hjejle Advokatpartnerselskab - Nørregade 21 - 1165 København K - T +45 33 34 50 00 - CVR 37 97 51 92